Going to New York

Cocktailens hovedstad? De fleste vil helt sikkert give os ret i, at den titel tilfalder New York. Og med rette: cocktailen som vi kender den i dag havde blandt andet sit udspring i New York, og det var også her, at startskuddet til denne cocktailens anden guldalder, vi lige nu befinder os i, blev affyret.

Gennem årene er det blevet til utallige besøg i New York og dens mange barer. Her er blot et udvalg til inspiration, næste gang du skal til The Big Apple, men hvad adskiller cocktailscenen i New York fra den tilsvarende i København?

Syv dage om ugen
Først og fremmest er det ikke nødvendigt at lede efter cocktailbarer og åbningstider. De ligger overalt og har som udgangspunkt åbent alle ugens syv dage. New York er byen der aldrig sover, og hvor det er mere almindeligt at mødes i byen end hjemme i privaten, da plads er en luksus for de få. De fleste bor i små etværelses lejligheder, som mange oven i købet deler med andre. Som et resultat er der mere liv på gaden, i de små restauranter og diners, og selvfølgelig også i byens barer. Folk mødes ikke nødvendigvis for at feste og ’skubbe til taget’, men lige så meget blot for at ses. Sagt på en anden måde, er barerne en udvidelse for mange folks hjem. Også på en hverdag!

Uden mad ingen drikke
Desuden har mad en naturlig plads på barernes menukort. Til stort set alle alkoholbevillinger i New York hører et krav om, at der også skal være mad på menuen. Og med mad menes andet og mere end blot en skål peanuts eller en oliven på pind. Det medfører selvfølgelig også, at barerne fyldes op allerede ved spisetid.

Kvinder
Tilbage i tiden var kvinder ikke velkomne i byens barer, men det ændrede sig.  Først fik de adgang til bordservering, da bardisken var stadig forbeholdt mændene, og senere forsøgte mændene at lokke dem til barerne stereotype søde, røde drinks med masser af pynt. I dag har kvinderne for alvor også indtaget deres plads bag bardisken, hvor de med rette optræder blandt byens bedste bartendere.

Konkurrence og kammeratskab
Selv om der er mange om buddet og konkurrencen er hård, er der også et stort kammeratskab blandt bartenderne, der typisk optræder i flere barer i løbet af ugen. Konkurrencen er naturligvis også med til at højne standarden, da det er kun de bedste, der får foden indenfor.

Death & Co.

Death & Co. er synonym med hard-to-get-attituden blandt New Yorks barer – på den gode måde vel at mærke. East Village, mørk sidegade, ingen vinduer og ingen mulighed for at reservere. I modsætning til mange andre barer, lukkes der kun gæster ind, hvis der reelt er plads – kvalitet frem for kvantitet for de cirka 60 gæster. Er der kø, må du bare stille dig op og vente – eller gå en tur i kvarteret, og vente på en opringning fra dørmanden, når der er plads til dig. 
 
Death & Co. er ventetiden værd. Indenfor finder du en bar i topklasse med et stort cocktailkort, der byder på en stribe klassiske cocktails. Men ikke mere klassiske, end at de har fået en drejning. Og ikke mere drejede, end de er tro imod de gamle principper. Køkkenets menukort er på niveau med cocktailkortet og består af lette amerikanske retter og bites: små lune crab cakes, lobster rolls, miniburgere, mac and cheese med trøfler osv. osv.
 
Der arbejdes med detaljen, og når du først er kommet ind, er hard-to-get-attituden væk: gæstfrihed fra a til z er en lige så stor og vigtig ingrediens som den spiritus, der står på hylderne. David Kaplan, Alex Day og resten af holdet på Death & Co. var en af de største inspirationskilder, da Moltkes Bar åbnede i 2009, og er i dag vores foretrukne tilholdssted, når vi er ’over there’: our home away from home!
 
Som en fodnote kan nævnes, at Death & Co. i 2010 blev hædret med priserne ’America’s Best Cocktail Bar’ og ’World’s Best Cocktail Menu’ ved cocktailfestivalen Tales of the Cocktail. 

Adresse: 433 East 6th Street, East Village, New York
Hjemmeside: http://www.deathandcompany.com

Amor y Amargo

Længere nede ad East 6th Street ligger Amor y Amargo – Love and Bitters. Udefra minder baren mest af alt om en blandet landhandel med et stort udvalg af professionelt bartenderudstyr og bitters til salg. Og det er da også sidstnævnte, der er hovedpersonen i den lille bar.

Glæd dig til en negroni, gibson, cognac old-fashioned, eight amaro sazerac og andre lækkerier, hvor spiritussen naturligvis spiller en vigtig rolle, men hvor et helt batteri af amaros og bitters stjæler rampelyset. Glem alt om en sour, og den ene cocktailshaker de har, bruger de kun til at holde samling på sugerørene.

Adresse: 443 East 6th Street, East Village, New York
Hjemmeside: www.amoryamargony.com

PDT / Please Don't Tell

Sig det ikke til nogen, men i samme kvarter ligger PDT (Please Don't Tell). Hvor andre speakeasies gemmer sig bag anonyme, vinduesløse facader, går PDT mere opfindsomt til værks for at skjule sin eksistens: smut ned ad trappen til Crif Dogs, gå ind i telefonboksen til venstre, løft røret, kryds fingrene, og meld din ankomst. Er du heldig, åbenbarer der sig en dør ind til en ’hule’, der kan tilfredsstille selv den mest krævende nyder af cocktails.

Servicen, professionalismen og drikkevarerne er i top, men plads er der ikke meget af – nogle få ’båse’ med plads til 4-5 gæster i hver og en lang bar med plads til 10-15 gæster. Mad er der heller ikke meget af. Det vil sige, at det naturligvis er muligt at få stukket en hotdog fra nabodisken ind gennem lemmen til baren. Hotdogs og cocktails? Faktisk ikke så tosset en sammensætning endda – og det er naturligvis en hotdog i en anden og bedre klasse end den, vi kender fra Rådhuspladsen i København: PDT's hotdogs kommer fra byens bedste restauranter.

Adresse: 113 St. Marks Pl., East Village, New York
Hjemmeside: www.pdtnyc.com

Pouring Ribbons

Holdet bag bardisken tæller en lang stribe af garvede bartendere fra New York. Heriblandt Joaquin Simo, der i flere år var en af de stærke kræfter på Death & Co. Joaquin blev i øvrigt velfortjent hædret med titlen ’American Bartender of the Year i 2012’.

Baren ligger på første sal, hvor en verden af gæstfrihed og gode veltillavede cocktails venter. Alt er iscenesat til mindste detalje – her er der ingen, der har sprunget over det lave gærde. Det samme gælder cocktailskortet, der på overskuelig vis fortæller om de enkelte cocktails er klassiske, innovative, forfriskende eller stærke på spiritus. Flotteste og mest informative cocktailkort vi har set. Enjoy!

Adresse: 225 Avenue B, 2nd Floor, East Village, New York
Hjemmeside: www.pouringribbons.com

EO / Employees Only

Bliv ikke skræmt af den triste facade og spåkonen, der sidder ved vinduet – eller den utilnærmelige dørmand. Bag døren åbner sig en verden fra dengang, da 20’erne brølede, og udskænkning af spiritus var forbudt i USA. Og hermed også forklaringen på den tillukkede facade: Employees Only er nutidens svar på datidens smugkroer.

Stilen er gennemført helt ned i detaljen: drinks og cocktails af høj klasse, bartendere i hvide skjorter og moustache og et menukort, der giver mundvand. Bag bardisken står et sandt batteri af spiritusflasker og en professionel stab af bartendere, der er rekrutteret fra en række af New Yorks bedste barer. Det er ikke her, du finder de farverige cocktails med paraplyer og stjernekastere, men derimod de mange old-schoolklassikere. Mixet og serveret til perfektion!

Udover cocktails byder Employees Only også på et flot menukort og et køkken, der er åbent til langt ud på natten – østers og tatar klokken halv fire om morgenen er jo ikke den værste natmad! Det giver næsten sig selv, at baren er åben til endnu senere – og Employees Only er da også et yndet mødested for New Yorks bartendere, der dukker op i løbet natten, når deres vagter slutter.

Adresse: 510 Hudson Street, Greenwich Village, New York
Hjemmeside: www.employeesonlynyc.com

Little Branch

Little Branch tilhørte Sasha Petraskes imperium af speakeasies, hvoraf Milk & Honey var den mest kendte (og absolut sværeste at få adgang til). Det betyder heller ikke så meget, da Little Branch lever op til samme høje standard som Milk & Honey bød på, blot med en mere imødekommende attitude.

For at blive i termerne hard-to er oplevelsen af den kælder, hvor baren holder til, hard-to-believe i den positive betydning. Det samme er cocktailkortet: Hver type spiritus er repræsenteret ved blot én cocktail, men man har også mulighed for at vælge ’Bartender’s Choice’, en af de mange sipping spirituosa eller hot drinks.

Adresse: 20 Seventh Avenue @ Leroy / Carmine Street, West Village, New York 
Hjemmeside: Klik her

Attaboy

For nydere af den gode cocktail er 134 Eldridge Street nærmest hellig jord. Det var her Sasha Petraske åbnede Milk & Honey i 1999 som et ikon for den moderne smugkro, hvor is blev til en videnskab og de klassiske cocktails blev rystet og rørt til perfektion.

Milk & Honey flyttede siden til nye lokationer, men baren er absolut stadig i live næsten som før. Sam Ross er stadig drivkraften bag bardisken, der er stadig ikke meget plads at boltre sig på, der er heller ikke dukket et menukort op i mellemtiden, og vigtigst af alt: deres cocktails er stadig i en klasse for sig.

Adresse: 134 Eldridge Street, Lower East Side, New York
Hjemmeside: Klik her

Angel's Share

Det er sjældent, man skal holde udkig efter en uprætentiøs japansk restaurant, når man er på jagt efter gode cocktails. Men det er, hvad du skal, hvis du vil besøge Angel’s Share. Gå op på anden sal til restauranten, drej skarpt til venstre, og sæt kursen mod den anonyme dør, der giver adgang til denne lille perle af en bar.

Udover japansk-inspirerede cocktails byder baren også på et udvalg af lette snacks som sashimi og dim sum. Er du heldig at få plads ved baren, får du i tilgift oplevelsen af japansk effektivitet, når der shakes og stirres. Sidder du ved et af bordene ud til de store vinduer, får du i stedet den flotteste udsigt til det pulserende liv på gaden.

Apropos plads: Baren byder kun på siddepladser, ingen grupper over fire og ingen mulighed for blot at ’hænge’ ved baren. Det er din sikkerhed for at kunne nyde din cocktail i fred og ro.

Adresse: 8 Stuyvesant Street @ 2nd and 3rd Avenue, East Village, New York
Hjemmeside: Klik her

Pegu Club

Pegu Club er en sand ’gin heaven on earth’ skabt af Audrey Saunders aka The Libation Goddess. Selvom baren er opkaldt efter den klassiske ginbaserede cocktail, og gin er stjernen på cocktailkortet, byder Pegu Club dog også på et pænt udvalg af andre typer spiritus.

Er du sulten, serveres der desuden små lette anretninger – oven i købet med forslag til, hvilke cocktails der passer til hvilke retter.

Adresse: 77 West Houston Street, 2nd Floor, Soho, New York
Hjemmeside: www.peguclub.com

Brandy Library

I de fleste barer er cocktailkortet enten en foldet A4-side eller et lille hæfte med et lamineret omslag. På Brandy Library er det en tyk bog på størrelse med H.C. Andersens samlede eventyr.
 
De første par sider byder på et udvalg af lette retter. Derefter er der nogle få sider med klassiske cocktails. Og til sidst venter et helt kompendium på mere 50 sider med alverdens fremragende spiritus til at nyde neat.
 
Baren er selvfølgelig indrettet som et bibliotek, hvor bøgerne dog er udskiftet med flasker. Bliv ikke overrasket, hvis bartenderen forlader baren for at hente den ønskede flaske på en af de mange hylder, der dækker væggene.

Adresse: 25 N. Moore Street, Tribeca, New York
Hjemmeside: www.brandylibrary.com

Nomad Bar

Tilbage i tiden var mange barer tilknyttet et hotel for ad den vej at komme let til en spiritusbevilling. Senere blev hotelbarerne med deres internationale gæster vigtige i udbredelsen af mange af de cocktails, vi nyder i dag. Når alt det pæne er sagt, så bød mange af disse barer desværre også på lette løsninger i glasset - de havde jo ikke rigtig noget ud af at kræse for deres gæster, der ofte kun havde mulighed for et enkelt besøg, inden de rejste videre.

NoMad Hotel og Restaurant Bar gør op med den myte. Selv om hotellet er nyt, er det som at træde ind i en forsvunden tid og verden af elegance og gæstfrihed. Omgivelser som disse forpligter, og jeg skal hilse at sige, at barchefen Leo Robitschek og holdet bag baren lever op til disse forpligtelser - og mere til. Bravo.

NoMad Hotel åbnede i 2012 med den elegante The Elephant Bar i tilslutning til restauranten. I 2014 kom næste skud på stammen: The NoMad Bar der med sine to etager og egen indgang fra 28th Street allerede har etableret sig som en must-go-bar-when-in-New-York: pletfri elegance kombineret en umiddelbar gæstfrihed og et menu- og cocktailkort, der kompletterer oplevelsen. Køkkenet er i øvrigt tildelt en Michelin stjerne.

Er NoMad Bar kun for indehavere af et tungt guldkort? Kvalitet koster, men et ganske almindeligt VISA-Dankort kan også gøre det.

Adresse: 10 West 28th Street, Gramercy, New York
Hjemmeside: www.thenomadhotel.com

Dead Rabbit

Den 'døde kanin' er resultatet af tålmodighed og mere end to års forberedelse. Det er den tid, det tager, hvis man vil gå hele vejen for at skabe noget unikt. Forventningerne var således høje, da baren endelig åbnede i slutningen af 2012. Blev de indfriet? Ja! En bar hvor der er kælet for selv den mindste detalje, og cocktails der naturligvis har gennemgået samme opmærksomhed, inden de fik plads på den omfattende cocktailmenu. Hvad er Dead Rabbit? Værthus i stueetagen, cocktailbar med tilhørende køkken på første sal, og et lige så imponerende selskabslokale på anden.

Allerede et halvt år efter åbningen strøg baren direkte ind som nummer fem på listen over verdens bedste barer. Hertil skal lægges, at de ved det årlige Tales of the Cocktail blev hædret med hele fem priser: World's Best New Cocktail Bar, World's Best Cocktail Menu, International Bartender of the Year, Best American Cocktail Bar og World’s Best Drink Selection.

Har de fortjent al den hæder? Ja! Har det steget dem til hoved? Nej, gæstfrihed og imødekommenhed er også på menuen.

Adresse: 30 Water Street, Financial District, New York
Hjemmeside: www.deadrabbitnyc.com

Mace

Chili, kakaobønner, kamille, kommen, paprika, lakrids, kanel, kardemomme, muskat. Under dække af det engelske ord for muskatblomme, mace, har denne innovative bar flyttet  krydderierne fra kødsovsen til et flot udvalg af cocktails.

Adresse: 649 East 9th Street, East Village, New York
Hjemmeside: http://www.macenewyork.com

Boilermaker

Øl, shots, hurtige cocktails, burgere og kyllingevinger. Hvad mere har man brug for efter en lang arbejdsdag? Ikke meget og slet ikke når der oven i købet bydes på happy hour mandag til fredag mellem klokken 17:00 og 20:00, hvor der bydes på uforfalskede cocktailklassikere.

Adresse: 13 First Avenue, East Village, New York
Hjemmeside: http://www.boilermakernyc.com/#home

Nitecap

Selv om New York er kendt som byen, der aldrig sover, lukker de fleste cocktailbarer et par timer efter midnat. Stadig tørstig? Employees Only i West Village har længe haft åbent længe efter midnat, men nu melder Nitecap i Lower East Side sig også på banen.

Nitecap er et af de nye skud på grenen af barer udtænkt, ejet og drevet af David Kaplan og Alex Day fra Death & Co. Er Nitecap en kopi af Death & Co.? Ja og nej! Gæstfriheden er den samme, men hvor Death & Co. udmærker sig ved sine stramme og klassiske menuer, er Nitecap mere løs på tråden. Præcis som vi gerne vil have det sidst på aftenen! Og når det er sagt: Nitecap er ikke kun for natteravnene - de åbner allerede klokken 18:00.

Cocktailkortet er vidt, bredt, skævt og fuld af overraskelser, men stadig med omtanke og velsmag i højsædet. Well done!

Adresse: 151 Rivington Street, Lower East Side, New York
Hjemmeside: http://www.nitecapnyc.com/#about

Brooklyn

New York er meget mere og andet end gule taxaer, skyskrabere og det hektiske liv på Manhattan. Giv dig selv den oplevelse og tag turen over East River til en dag og aften i Brooklyn.

Clover Club

Hot spot og lokal bar med international klasse i Brooklyn. Det perfekte tilflugtssted, når man vil lidt væk fra Lower Manhattans pulserende liv og leben, og alligevel ikke længere væk end nogle få stationer fra G-line. Cocktailkortet er både klassisk og innovativt på samme tid, og køkkenets menuer følger samme stil og klasse. Med i købet følger uden beregning hygge, velvære og gæstfrihed.

Besøg Clover Club sen eftermiddag eller aften - eller oplev hele Brooklyn samlet på Clover Club lørdag eller søndag formiddag til brunch.

Adresse: 210 Smith Street, Brooklyn
Hjemmeside: www.cloverclubny.com

Leyenda

Genbo og søsterbar til Clover Club. Latinamerikansk bar der går skridtet videre end blot tequila og mezcal, og serverer et bredt udvalg af cocktails baseret på blandt andet cachaça, pisco, rom, og raicilla. Hertil et flot menukort fra køkkenet, der som en ægte afstikker blandt andet serverer churros til dessert.

Adresse: 221 Smith Street, Brooklyn, New York
Hjemmeside: http://leyendabk.com

Le Boudoir

Fransk påklædningsværelse gemt af vejen under den lige så franske bistro. Le Boudoir åbnede i begyndelse af januar 2016 som en hyldest til den dekadente Marie Antoinette. Antoinette måtte en tur under guillotinen under den franske revolution, men lever videre i denne bar med cocktails og mad som 1793, Guillotine, French 75, foie gras og frølår. Ingen ’walk of shame’ når du forlader denne bar.

Adresse: Bistro Chez Moi, 135 Atlantic Avenue, Brooklyn
Hjemmeside: http://www.boudoirbk.com/index.html

Long Island Bar

Historisk lokal diner der lukkede, slukkede og drejede nøglen om i 2007. Syv år senere blev den vækket til live igen, det originale art deco interiør blev restaureret, og den lokale bar var igen tilbage for enden af Atlantic Avenue. Smalt men flot udvalg af cocktails flankeret af mad, der lever op til fortidens dinertraditioner.

Adresse: 110 Atlantic Avenue, Brooklyn
Hjemmeside: http://thelongislandbar.com/#info

August Laura

Italiensk inspireret nabobar i Carroll Gardens. En hurtig tur på 'den lokale' bliver det ikke til her: man bliver hængende, og nyder et flot mix af gæstfrihed, spritzers, negronis og frugtige velkomponerede cocktails. Bag baren står et par af branchens veteraner: Alyssa Sartor og Frankie Rodriguez. Sidstnævnte tidligere barmanager på Death & Co.

Knap så stort menukort, men det gør ikke noget, når deres italienske udgave af den saftige Sloppy Joe burger alligevel smager efter mere.

Adresse: 387 Court Street, Carroll Gardens, Brooklyn
Hjemmeside: Klik her

Fort Defiance

Baren der kan være lidt svær at nå frem til, men når først man er der, bliver man hængene. Åbner allerede om morgenen, og kører på til midnat. Hvad mere kan man ønske af en nabobar?

Udover god mad, gode cocktails og muligheden for at se Charles H. Bakers egen shaker muret ind i væggen, er turen til Fort Defiance også en oplagt mulighed for at opleve historiske Red Hook og Brooklyn uden for mange turister. Hop eventuelt på en Water Taxi fra Pier 11/Wall Street til Red Hook Dock.

Adresse: 365 Van Brunt Street, Red Hook, Brooklyn
Hjemmeside: http://www.fortdefiancebrooklyn.com

Maison Premiere

Ikke en tur til New York uden en slentetur op og ned ad hippe Bedford Avenue i Williamsburg – New Yorks svar på Københavns Nørrebro. I nummer 298 ligger den fransk inspirerede bar og restaurant. Køkkenet excellerer i østers, østers og flere østers samt alt hvad hjertet kan begære af skaldyr og fisk.

Cocktailkortet domineres af absinthe drip og - cocktails. Det er med andre ord ikke her, du får styret din sult med en burger eller en portion mac and cheese, men cocktailkortet kan dog mere end absinthe. Voila!

Adresse: 298 Bedford Avenue, Williamsburg, Brooklyn
Hjemmeside: http://maisonpremiere.com

De gamle klassikere

Det er oplagt at gå efter de nyeste barer når turen går til New York, men pak også det pæne tøj og tag på opdagelse i nogle af byens gamle hæderkronede barer som for eksempel Bemelmans Bar/The Carlyle Hotel, King Cole Bar/St. Regis Hotel hvor den amerikanske udgave af Bloddy Mary blev skabt, og The Blue Bar/The Algonquin Hotel hvor kultureliten holdt til i de brølende 20’ere.

Det stiveste puds er derimod ikke nødvendigt for at nyde en ’rå’ frokost på Grand Central Oyster Bar, hvor datidens velhavende familier fik sig en frokost, mens tjenestefolkene slæbte bagagen om bord på toget til den årlige sommerudflugt.

Sidst men ikke mindst 21 Club på forbudstidens swing street – den eneste speakeasy fra dengang der stadig eksisterer. På en heldig dag giver et besøg måske også muligheden for at opleve den skjulte spirituskælder fra dengang alkohol skulle holdes skjult for politiet.