Cocktailhistorier
Bag en god cocktail hører også en god historie
- og mange gange mere end en.
Historien om den spiritus der skabte cocktailen, bartenderen der skabte den, filmen der gjorde den populær, og hvordan smag og behag har ændret sig over de sidste par hundrede år. Og så er der de glemte cocktail, der er på vej tilbage på alverdens bardiske, og alle de cocktails de drak, da USA forsøgte at tørlægge landet i de brølende 20'ere. Og endelig er der historien om den danske cocktailkultur i 1900-tallet og de danske bartendere.
Tør historie? Absolut ikke! Ved alle foredrag serveres smagsprøver på historiske cocktails samt lidt brød og ost.
Alle foredrag varer cirka to timer.
Pris 325,00 kr. pr. deltager (minimum 10 deltagere).
Spirituous Journey
Spirituous Journey tager dig på en rejse jorden rundt, hvor du får serveret cocktails baseret på seks forskellige typer spiritus.
Turen leder dig gennem nye og klassiske smagsoplevelser, og de mange cocktails serveres sammen med masser af fakta og anekdoter.
Turen begynder i Frankrig (cognac) med mellemlandinger i England (gin), USA (bourbon), Mexico (tequila), og Caribien (rom), inden vi returnerer og ankommer til den endelige destination i Irland (whiskey).
Cocktail Timeline
Cocktail Timeline sender dig tilbage i tiden til dengang gin hed Jenever, cola’en ikke var opfundet, sugerøret var et strå, og cocktails var ’stirred and strong’.
Cocktail Timeline er ikke kun tør historie om cocktails gennem tiderne, men også et glædeligt gensmag af mange af de gamle klassikere som punch, juleps, Martinez og mange flere.
Prohibition
I 1920 fik mændene trådt kvinderne så meget over tæerne, at det lykkedes dem at indføre et forbud mod produktion, transport og salg af spiritus i USA i 13 år. Forbudstiden blev kaldt det noble eksperiment, men hvor nobelt var det egentlig, og lykkedes det virkelig at tørlægge hele den amerikanske nation?
De fleste kender svarene, men hvad skete der bag kulisserne, og hvor store var tømmermændene efterfølgende? Den tørre historie skylles selvfølgelig ned med cocktails og spiritus fra perioden.
Hollywood Cocktails
”Of all the gin joints in all the towns in all the world, she walks into mine”, ”You should get out of those wet clothes and into a Dry Martini” og "Shaken, not stirred" - vi kender alle de klassiske replikker fra nogle af Hollywoods store film.
I generationer har Hollywood og cocktails været tæt knyttet, mange scener blev henlagt til barer, klubber og elegante hjemmebarer, og i manuskripterne var der ofte indlagt utallige cocktail hours. Stjernerne lærte hurtigt at drukne sig i flaskerne, og spiritusindustrien var ikke sen til at se det store lærred som en oplagt mulighed for at promovere deres produkter.
Nyd en aften med filmklip præsenteret af Simply Cocktails egen filmekspert Mark Eriksen, mens der bliver serveret klassiske Hollywood cocktails.
Copenhagen Cocktails
Var vi tidligere blot en nation af øldrikkere, der på en festlig aften kunne svinge os op til at bestille en Gammel Have, en Filur eller en Brandbil med eller uden udrykning? Eller havde vi også i det forrige århundrede en plads på cocktailens verdenskort?
Svaret ligger vist lige for: Ja! Nyd en aften hvor vi samler brikkerne til puslespillet om den danske cocktailkultur fra begyndelsen af 1900-tallet til i dag. Skål!
Forgotten Cocktails
Med TV-serier som Mad Men og Boardwalk Empire er mange af de klassiske cocktails igen kommet frem på bardisken.
Men, der er mange cocktails fra den periode, der ikke nåede at få samme ophøjede status som en Old-Fashioned, en Negroni eller en Manhattan. Forgotten Cocktails præsenterer en række cocktails, der fortjener en bedre skæbne end glemmebogen – heriblandt en Brandy Crusta, en Hanky Panky og en Coffee Cocktail, der aldrig har været i nærheden af en bønne.
Forgotten Cocktails giver også et indblik i, hvordan smag og behag har udviklet sig gennem tiden. I dag kan vi ikke få hyldeblomst og ingefær nok, men hvad nød de i det 20. århundrede?